Et kalejdoskop af vidnesbyrd

Det er en grusom fortælling, Finn Iunker præsenterer i sin tekst Stemmer fra Israel. Eller fortælling er der strengt taget ikke tale om, eftersom teksten består af en række udsnit af interviews med israelske soldater og officials fra de besatte områder foretaget af organisationen Breaking the Silence. Iunker har skåret dem til, så de fremtræder med den størst mulige dramaturgiske kraft, men der er ikke tilføjet den mindste smule fiktion, og vidnerne får dermed lov til at berette med deres egne stemmer om den utålelige situation i de besatte områder.

Til sammen giver den kalejdoskopiske sammenstilling af vidnesbyrd et billede af en situation, hvor palæstinenserne ikke har en chance. Soldaterne beretter om alt lige fra små og grovere ydmygelser over chikane til uprovokeret vold og deciderede likvideringer. I samme spor fremmaner interviewsene med de embedsmænd, der tager sig af sager omkring bosættelserne, et billede af en situation, hvor de stort set tillader de israelske bosættere at gøre, hvad de vil, selvom der egentlig gives regler for, hvor der må bygges. Ingen siger det direkte, men skulle man nære en mistanke om, at bosætterne faktisk fungerer som en slags fremskudt del af hæren, får man den bekræftet. Ikke mindst fordi enheden af embedsmændenes stærke tendens til at vende det blinde øje til og soldaternes mange beretninger om, hvordan bosætterbørn uden konsekvenser hærger palæstinensiske boliger, understreger den håbløse livssituation, palæstinenserne befinder sig i.

Som udgangspunkt er teksten altså temmelig ensidig. Rollefordelingen mellem skurke og ofre er entydig. Det drejer sig udelukkende om den ene parts uhyrligheder begået mod den anden part. Ved kun at anvende interviews med israelske soldater og embedsmænd følger teksten en selvafsløringsstrategi, der virker meget stærkt. Det er undertrykkerne selv, der afslører undertrykkelsen, og det kan der sådan set ikke siges så meget imod. Hvorfor skulle man betvivle undertrykkernes egne vidnesbyrd om den undertrykkelse, de har medvirket til? Med andre ord er Iunker tro mod sit udgangspunkt, idet også hans tekst indgår i en bestræbelse på at bryde tavsheden ved at blæse yderligere i whistleblowernes fløjte.

Statssanktioneret vold

Legitimeringen af denne meget udialogiske (og for den sags skyld udramaturgiske) tilgangsvinkel er, at der er tale om statssanktioneret vold. Det er israelerne, der entydigt har magten, fordi de sidder tungt på statsapparatet. Det er Goliath mod David, men i dag er Goliath udstyret med maskingeværer, mens David, der i dag er blevet araber, stort set stadig må nøjes med sten. Denne pointe bliver understreget af, at Iunker har medtaget interviewsene med de embedsmænd, der ikke ligefrem kan siges at overholde god demokratiske forvaltningsskik. Når embedsmændene i statsapparatet ikke blot er holdt op med at søge lighed for loven, men ligefrem deltager i sanktioneringen af grove lovovertrædelser, er der ikke længere nogen at gå til, hvis man bliver udsat for uretfærdigheder, krænkelser og vold. Og helt galt går det selvfølgelig, når den totalitære ånd trænger sig ind i militæret. Et vidnesbyrd om, hvordan en soldat er blevet beordret til at skyde en ubevæbnet palæstinenser, taler sit klare sprog om dette. Han medgiver, at ordren var ulovlig, men har alligevel været tvunget til at udføre den.

Alle de uhyrlige handlinger, som soldater og embedsmænd har deltaget i, er hver især skræmmende og forkastelige. Men det er statssanktioneringen, der er den virkelige vederstyggelighed. Det er den systematiske undertrykkelse, der både gør hver enkelt grusomme handling til mere end en enkeltstående begivenhed, og som samtidig ser ud til at gøre konflikten komplet uløselig. Systematisk undertrykkelse skaber uvægerlig en negativ spiral af had, der sørger for den konstante reproduktion af hadet.

Når en israelsk soldat ved et tjekpoint vælger at smadre en geværkolbe i hovedet på en palæstinensisk far, der er blevet beordret ud af en bil og sidder bagbundet på jorden, mens hans unge søn ser på, er den konkrete voldsepisode faktisk det mindste problem. Langt mere graverende er det, at det er vanskeligt at forestille sig, at sønnen nogensinde skal slippe af med det had til israelere, som den uhyrlige uretfærdighed ikke kan undgå at vække i ham. Dermed er hadet blevet videregivet til næste palæstinensiske generation, ligesom det videregives til bosætternes børn, når de ligefrem opildnes af deres forældre til at foretage livsødelæggende chikane af palæstinenserne, der i forvejen kun lige netop kan få tilværelsen til at fungere.

Men er Iunkers tekst så ikke andet end et ensidigt indlæg om skyldsspørgsmålet i en konflikt, der desværre atter er blusset op? Sådan kan teksten utvivlsomt læses, og jeg gætter på, at den også vil blive læst sådan. Der gives imidlertid en anden og måske mere interessant læsemåde.

Fiktionsfraværets konsekvenser

Som allerede antydet er æstetikken først og fremmest kendetegnet ved et fravær. Den fraværende fiktionsramme giver vidnesbyrdene en helt nøgtern karakter. Med denne puritanske tilgangsvinkel lykkes det for Iunker at trække sig helt tilbage til den stumme baggrund og overlade det til vidnerne at berette om begivenhederne sådan, som de nu engang fremtræder i deres erindring.

Helt uskyldig er bearbejdningen, selektionen og montagen af vidnesbyrdene naturligvis ikke. Ingen selvafsløring, der indgår i en andens kommunikationshandling, sker helt af sig selv. Det ved alle, der er blevet interviewet af en journalist, og som derefter må se sine svar skåret til, så de passer til journalistens synspunkt. Ligesom vidnerne foretager en iagttagelsesoperation, iagttager Iunker iagttagerne og stiller dem til skue på en ganske særlig måde. Konkret er det netop montagen af de udvalgte og tilskårne vidnesbyrd, der fremmaner billedet af en statssanktioneret vold og den hadsspiral, der følger heraf.

Alligevel gør det en afgørende forskel, at førstehåndsiagttagerne får lov at fremstå som singulære stemmer i en montage af vidnesbyrd. I modsætning til en journalistisk behandling, der anvender udsagn fra interviews til at underbygge en bestemt synsvinkel, gør Iunker med sin totale tilbageholdenhed det muligt for iagttageren at forholde sig friere til vidnesbyrdene. Vi anmodes sådan set ikke om at diskutere synsvinklen med forfatteren – eller rettere med en implicit fortæller, der styrer enkeltelementerne i den samlede diskurs. Langt snarere anmoder teksten os om at forholde os til, hvad vi selv mener om de respektive vidnesbyrd.

Vidnesbyrdenes polyfoni

Især tillader Iunkers tilbageholdenhed den interesserede iagttager at få øje på den polyfoni, der faktisk er på færde. En lidt tættere læsning af udsagnene viser, at de interviewede faktisk giver udtryk for forskellige måder at forholde sig til konflikten på.

Vi møder ikke kun den totalt afstumpede soldat, der nyder grusomheden, og som ikke kan se, at der skulle være den mindste grund til at overveje sine handlinger ud fra et moralsk synspunkt. Til den anden side møder vi også vidnesbyrd, der ikke viger tilbage for at drage paralleller til Nazityskland og det holocaust, der som bekendt lå til grund for, at den israelske stat overhovedet blev oprettet i et forsøg på at undgå gentagelser af uhyrlighederne i Anden Verdenskrig. Midt imellem disse soldatestemmer findes en tredje, der anser soldaterne for at være ofre i konflikten. Denne stemme vakler lidt mellem at hævde, at soldaterne er de virkelige ofre, og efter en besindelse kun at konstatere, at de også er ofre i konflikten, fordi de kommer i klemme mellem deres de jure opgave med at beskytte bosætterne og deres de facto opgave at beskytte palæstinenserne mod bosætterne. Stemmen er imidlertid ikke i tvivl om, at der er noget galt.

Den nøgterne polyfoni, der sagt i forbifarten rimer på flertalsformen i teksten titel, peger på det individuelle aspekt af konflikten. Vi bringes i en iagttagelsesposition, hvor vi ikke kun kan se det kollektive ansvar, der ligger i den statssanktionerede vold og undertrykkelse. Vi kan ikke undgå også at få øje på det individuelle ansvar for at bidrage til konflikten. Soldaternes forskellige holdninger til uhyrlighederne viser os, at en individuel stillingtagen i det mindste er mulig. Dermed skaber teksten et mere eksistentielt lag, der ikke så meget handler om magt- og skyldsforhold på et makroskopisk statsligt niveau, men som snarere handler om den enkeltes mikroskopiske ansvar i forhold til den historiske udvikling.

Hadets selvperpetuerende malstrøm

På dette individuelle niveau kunne der sådan set være tale om hvilken som helst konflikt, og situationen på Vestbredden bliver dermed blot et eksempel blandt (desværre alt for) mange, og der er ingen tvivl om, at det i denne slags situationer altid er uhyre vanskeligt for den enkelte at finde det rette ben at stå på. Det er ikke helt forkert, når en af stemmerne hævder, at soldaterne også er ofre. Som soldat er man uvægerlig en brik i statsmagtens spil. At undslå sig en direkte ordre ville være ensbetydende med at begå landsforræderi – også selvom ordren er ulovlig.

På en lidt højere klinge viser tekstens udpensling af, hvordan hadet konstant bliver reproduceret af nye uretfærdigheder, endvidere, at alle, der er berørt af konflikten, tilsyneladende bliver hvirvlet ind i hadets selvperpetuerende malstrøm. I den forstand er teksten grundlæggende tragisk. Den fremstiller en uomgængelig inerti, som synes uundslippelig for den enkelte.

Ikke desto mindre er der næppe tale om en absolut tragik. Helvedesmaskinen konstituerer ganske vist et helt reelt vilkår, når den først er sat i gang. Er en statsmagt og dens tjenende ånder først begyndt at sanktionere voldelig undertrykkelse, er det øjensynlig uhyre vanskeligt at standse den konstante reproduktion af hadet. Og dog er helvedesmaskinen et produkt af menneskelige handlinger, som kunne være anderledes, og som måske faktisk kunne bringes til at blive anderledes, hvis tilstrækkeligt mange individer ville vælge at høre op med at bedrive hadproducerende handlinger, mens tilstrækkeligt mange andre samtidig ville vælge at tøjle deres forståelige hævngerrighed og i stedet bevæge sig ud ad tilgivelsens sti.

Den enkeltes moralske kompas

Ved også at individualisere spørgsmålet om ansvar for historiens gang peger teksten på det, der umiddelbart kan synes at være den eneste mulige vej ud af den voldsspiral, der følger af hadets konstante reproduktion: at langt flere individer genfinder deres indre moralske kompas, som tydeligvis er mistet i de mange kamphandlinger, der har fundet sted, og atter begynder at betragte de andre som medmennesker med samme rettigheder som dem selv.

Tekstens implicitte fortæller er ganske vist ikke så naiv, at denne løsning fremstilles i klar tale. Lige så lidt som stemmerne rammesættes af en dominerende fortællerinstans, lige så lidt italesættes der noget bud på en let løsning. Enheden af det fremmanede billede af den uhyrlige statssanktionerede vold og frisættelsen af vidnerne til at optræde med deres respektive individuelle stemmer antyder imidlertid, at man bliver nødt til at sætte sin lid til, at enkeltindividerne igen vil lade sig styre af deres indre moralske kompas. Det synes at være vores eneste håb.

Anlægger man dette perspektiv, synes Iunkers fortsættelse af den selvafsløring, som Breaking the Silence har sat i gang med deres interviewbog, ikke blot at være vigtig. Den er måske ligefrem nødvendig.

Nummer 2 2018